Camino dag 7: I tandpine-helvede

Gået i dag: 29 km

Alle, der har prøvet at have tandpine, ved, at det er en latterlig voldsom smerte, som fylder rigtigt meget – grænsende til alting, når det hviner og dunker i den ene side af munden, uanset hvad man gør og hvor mange smertestillende piller, man propper i sig.

Jeg ved ikke, hvorfor tandsmerter skal være min ting, men det er det altså, og i dag var de slemme.

Så jeg havde ikke fokus på ret meget andet end det, da jeg gik de (i øvrigt temmelig uspændende) første 6-7 km ud gennem Logrono, gennem diverse kvarterer, inklusiv noget i industrigenren, og ad en bred cementeret gangsti til det, der viste sig at være en fin sø flankeret af et hyggeligt picnic-område, som jeg tænker, de lokale Logronere må bruge en del, når det er for varmt til at være inde i byen.

På vandretur ad den cementsti var udover omkring 50 Camino-vandrere (som jeg kunne se) en flok skoleknægte, som også virkede ret begejstrede for området ved søen. Ikke mindst da et egern pludselig åbenbarede sig – og fik dem til at hvine, som havde de aldrig set den slags før.

Jeg smilede, for de var virkelig søde, men det gjorde jeg ikke så meget længere fremme, da jeg i buskadset på en bakketop kom til det, der tydeligvis havde fungeret som toilet for rigtig – som i RIGTIG! – mange.

Jeg stod et stykke tid og kiggede. Og rystede på hovedet.

Jeg har allerede opdaget, at det med at slæbe sit skrald med sig ikke er noget, det virker til, at alle på Caminoen synes er nødvendigt, men at både toiletpapir og det, man har brugt det til (!), bliver efterladt nærmest midt på stien og i hvert fald midt i naturen tyder på, at pilgrimsvandrere åbenbart ikke er så optagede af den natur og at det kunne være en idé at passe på den. Der er i hvert fald meget langt til “Leave no trace”-tankegangen på Caminoen. Sørgeligt nok.

Jeg nåede den eneste by på dagens etape efter godt 12 kilometer og stod i kø til kaffe og crossaint, inden jeg – stadig med tandpine – satte ud på næste stræk, som var cirka 17 km uden nogen services, som det hedder, når der ikke er byer.

Det passede mig fint, for jeg havde håbet på, at en sådan strækning uden “civilisation” ville betyde meget natur. Desværre gik meget af den langs en motorvej, så med en jævnlig wush-wish fra biler i høj fart var jeg ikke helt så omgivet af natur-agtigt, som jeg havde håbet på.

Nareja var målet, og da jeg gik ind i den by, var jeg grædefærdig over mine tænder, så gik ind i den første den bedste butik og købte noget at drikke, så jeg kunne skylle (flere) piller ned. Og så lokkede jeg Ernst til at gå med mig på apoteket i byen og forklare på det spanske, som jeg ikke kan, at jeg havde ondt og skulle have whatever, de havde mod dét.

Først havde apoteket (selvfølgelig!) siesta, så vi ventede (mig temmelig utålmodigt) en time på at det skulle åbne, og to minutter efter gik jeg ud fra det Farmacia med noget at skylle munden i og noget natur-antibiotika, for penicillin kræver desværre recept (og det selv om man gudhjælpemig kan få selv Viagra i det her land uden recept. Ikke at jeg har forsøgt dét, men for some reason dukkede den oplysning om, da jeg googlede håndkøbsmedicin i Spanien.)

Nå, men ned med naturmidlet, gurgle munden i klorhexidin og så lå jeg på sengen de næste timer og havde ondt af mig selv. På en sovesal med plads til otte og med et hovedpudebetræk, der mindede mest om gazebind, men i øvrigt ellers et okay hyggeligt sted, hvor en flok koreanere, en tysker, to spaniere og Ernst og jeg selv lavede mad i fælleskøkkenet. Selv om det ikke er dyrt at spise ude, halverer man (mindst) prisen, hvis man selv gider bikse spaghetti bolognese sammen. Og da jeg lige havde investeret en god portion penge på apoteket, kunne jeg så passende spare på maddelen.

Og så gik jeg tidligt i seng med kun mindre tandsmerter og håber på, at de ville være endnu mindre og allerhelst helt væk i morgen.

Det er ikke ret sjovt hverken at have ondt eller at være frustreret og sur som følge af det. Øv :/