Dag 89 – en af de kedelige

Gået i dag – 38 km

I dag var en af de dage, der heldigvis ikke har været ret mange af, og som jeg håber, der ikke kommer ret mange flere af.

En af de dumme.

Som allerede kl 4.55 tog en drejning i den trælse retning, da jeg opdagede, at den pose med resten af min Mac & Cheese suppe fra i går aftes, var utæt.

Først var jeg ikke helt med på, at det var den – bare at bunden af mit telt sejlede i en brun pøl. Som, fandt jeg ud af, var suppen der i kombination med al det skidt og støv, der er kommet med ind i mit telt hver aften, havde farve som kakaomælk.

Jeg forsøgte at tørre liggeunderlag og teltbund, men endte med at komme begge dele i en sort skraldesæk for at tørre det i solen senere. Great.

Så gik vi. Ad et stykke forholdsvist uspændende sti gennem skov. Ind imellem dukkede der himmel op og det, der formentlig ville have været en smuk udsigt, havde det ikke været for den røg fra skovbranden i Redding, der stadig lå som en stor fed sky over alt, der befandt sig mere end 50 meter væk.

Herunder solen, der nok skinnede, men langt fra så kraftigt, som den kunne have gjort. Hvilket var en lettelse, for det var rigeligt varmt, som det var – specielt i kombi med en ekstremt høj luftfugtighed.

Det var også en dag i nærkontakt med buske og småtræer, der visse steder hang så langt og tæt ind over stien, at jeg måtte bruge vandrestavene til at bane mig vej frem. Og pænt acceptere de hundredvis af små og store rifter, de tornede buske efterlod på mine bare ben og arme.

Og så var Scoop muggen. På vejret, terrænet, en vabel han lige havde fået, sin rygsæk, der var tung, fordi der var langt mellem bækkene, så vi bar på 2-3 liter vand, og nok også på mig.

Det sidste sker, tror jeg. Når man vandrer sammen, er man ekstremt meget og tæt sammen – man har jo fanme nærmest kun privatliv i sit telt om natten – og selv om jeg med alle dem, jeg har fulgtes med, Laura, Emily, Bird, Bad Boy og Estus har haft klart længere lunte, end jeg nok ville have med folk, jeg kender rigtig godt eller – især – en kæreste, kan det nok ikke undgås, at man at some point bliver irriteret på den andens vaner. At det filter af høflighed man har, fordi man er sammen med nogen, man ikke kender nok til at flejne ud, som man måske ellers ville have gjort, alligevel krakelerer lidt, når man bliver presset.

For mit vedkommende er jeg en lille smule træt af, at Scoop tager længere tid end en teenagepige om at blive klar om morgenen. Han er omvendt ikke for begejstret for, at jeg hver gang jeg holder pause bare kyler mine vandrestave fra mig, så han snubler over dem. Plus sikkert nogle andre småting også.

Anyway – det gode ved så mange kilometer sti er, at man kan lade sig falde et kvarter bagud eller sætte farten lidt op og så går man pludselig for sig selv.

Så det gjorde jeg det meste af dagen. For at give os begge lidt plads. Og det var virkelig rart. På samme måde som jeg syntes det gav mig en helt særlig oplevelse af at være her i de ti dage or so, jeg var helt on my own, inden jeg løb ind i Scoop og besluttede at følges med ham, fordi han er sjov.

Undervejs fik jeg ringet til posthuset i Sierra City, hvor Rick, eneste medarbejder, kunne meddele, at min nummer 2 manglende pakke stadig ikke var dukket op, men at han ville sende den, der vár kommet, videre til Ashland.

Så når jeg når dertil om 12 dage-ish, er der lakridser fra en af mine yndlings-ekskolleger på Berlingskes rejseredaktion. OG ekstra vigtigt, at de kommer frem, fordi det er pakke nummer 2, søde Lars har sendt mig. Den første var sendt retur fra posthuset i Mammoth Lakes (eller også er en postmester i selvsamme by gået amok i Piratos).

Den anden pakke sendt til Sierra City med vigtige piller, ved ingen, hvor er. Men da den muligvis er blevet skippet afsted uden et Airmail klistermærke, er der mulighed for, at den ligger og vugger ude i Atlanten.

Efter denne opløftende snak med Rick gik jeg videre. Gik og gik og gik og holdt øje med, hvor langt jeg gik. Det er en meget lidt motiverende måde at gå på, fordi de kilometer går vildt langsomt, når man tæller dem. Jeg kigger ikke på omgivelserne, kun på min gps. Og mest havde jeg lyst til at slå lejr og sige nok for i dag betydeligt før, end vi gjorde.

Eller tage en fridag. En zero. Hvor man ikke går overhovedet (på stien i hvert fald). For sådan en har jeg ikke haft i næsten tre uger, og det kan jeg godt mærke. Jeg er træt.

Men det er no Can do, fordi jeg har sat mig selv i en form for tidspres. Jeg har fødselsdag 12. august og har en ambition om at være i Ashland den dag. Fordi Ashland er den eneste rigtige by langs PCT, og det betyder, at jeg kan fejre mig selv på en rigtig restaurant af den slags, hvor man spiser med kniv og gaffel og drikker vin af glas med stilk. Og hvor jeg skal have det dyreste på kortet. Eller bare steak.

Ashland er cirka 400 km væk, så det betyder ingen slendrian indtil da. Til gengæld planlægger jeg, og Scoop, som er med på det stramme program, at tage to hele fridage i Ashland.

Jeg brugte den sidste times tid af dagen på at forestille mig alt det, jeg skal spise, når jeg når dertil – har jeg nævnt, at mad åbenbart er det vigtigste i verden for mig pt? – inden jeg nåede frem til det campsite, Scoop og jeg havde planlagt som dagens stop.

Det lå på et højdedrag, hvorfra vi havde udsigt til en sky af røg, men sikkert med noget pænt indenunder den. Til gengæld var solnedgangen fin, det var behageligt aftenvarmt og myggefrit – alting tæller – og Scoop var sit normale jeg i stedet for den sure udgave. (Måske fordi jeg uddelte Trail Magic i form af lakridser på stien til ham.) Og denne dags Mac & Cheese, den anden halvdel af portionen, blev perfekt.

Så selv om dagen startede ret øv, endte den okay. Og så kan man vel egentlig ikke bede om mere.

About the author

Comments

  1. Når man har overskud til at lave små ansigter af slik på stenene, så kan det vist ikke have været en hel igennem skidt dag.
    Bare af sted til Ashland med dig – der ligger flere pakker og venter. Hurra!

  2. hey Gitte. I had to explain to my friend Paul what Piratos is. I didn’t know how that would translate into English on the website he is using.
    Now I want Piratos..ha ha
    Another favorite when I lived there was rusten søm og spejder havl.
    Wonder if they still make them.
    Last time I visited Denmark, maybe 8 years ago, I found rusten søm i Hjerl Hede candy shop…yum
    Regarding the mileage signs, isn’t is nice to see the numbers go down now?
    Keep up the great work. Hopefully you will be out of the smoke soon.
    I hear Ashland is a super cool town. Great place to celebrate your birthday.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg