Dag 95 – den dag jeg styrtede

Gået i dag – 36 km

Efter gårsdagens megamaraton var jeg lidt sløv i benene. Lidt som om der var bly i dem. Men jeg var glad, for over mig var himlen blå.

Blå som i røgfri. Blå som i Hey, jeg kan faktisk se det smukke landskab, jeg går igennem. Blå som i hej sol, du findes.

Og ikke bare det; landskabet var et af dem, jeg havde hørt om som værende noget af det smukkeste, det nordlige Californien lægger land til. Trinity Alps, hedder det. Og det er ret velvalgt et navn, for med sine takkede bjergspidser og køer med bjælder – som styrtede febrilsk ind i buskene, da de så os – kunne det godt minde lidt om de rigtige alper.

Jeg gik der i Alperne og tænkte på, hvor vild jeg er med at vandre. Heldigt egentlig, for ellers ville de her fem måneder være fem utrolig lange måneder (men altså – jeg HAR mødt vandrere, som synes alt ved Pacific Crest Trail oplevelsen er fantastisk, altså undtagen lige gå-delen), når man bruger i mit tilfælde mellem 10 og 11 timer om dagen på at gå. Udover pauser.

Jeg har længe før jeg kom her været glad for at vandre. I Alperne, i Himalaya, i Norge, i al stor og vild og rå natur langt fra civilisationen, men også i Danmark.

Der er noget terapeutisk over at gå. Man taler bedre – hvorfor jeg by the way aldrig laver cafédates med Tinder-mænd; jeg traver hellere rundt om de søer (eller, helst, et andet sted) – og man taler friere. Det er, som om der bliver smidt nogle hæmninger, når man går der i naturen.

Det er også eller måske især terapeutisk at gå alene. Kun i selskab med sine tanker og følelser. Og man kan gå sig fra eller til mange andre tanker og følelser. Jeg har rigtig mange gange hevet hunden med ud på en gåtur og været i dårligt humør, sur, ked af det, vred eller noget femte på min kæreste, chef eller veninde – for så at være faldet ned til et langt mere afklaret niveau, når turen var slut.

På den her tur har jeg gået så meget og tænkt så meget, at alt det tankemylder, der var i mit hoved, da jeg tog afsted, er faldet til ro. Gennem den hede ørken, over de høje bjerge, mellem træerne i det nordlige Californien, hundreder, tusinder af kilometer, timer og timer og timer har jeg gået og har jeg tænkt. Nu er alle de tanker og alle de bekymringer og sorger, der fyldte og rodede blevet til ingenting, til sand der bare løber ud mellem hænderne på mig og væk.

Naturen er min kirke, sagde Scoop forleden, da vi talte om religion. Som ellers er et af de emner, man sammen med politik, helst ikke skal gå alt for dybt ind i med andre mennesker, hvis man gerne vil bevare et godt forhold. Det gjorde vi så alligevel – meget udramatisk, nok fordi vi er ret enige på det punkt.

Jeg er ikke specielt troende, og selv om jeg selvfølgelig græd og var påvirket af den højtidelige stemning i kirken til min fars bisættelse, er det på mine ture ud i naturen efterfølgende, at jeg har følt mig tæt på ham. Især på den her tur.

Jeg har talt til ham, som om han kunne høre mig et sted deroppe eller hvor han end er. Fortalt om det egern, jeg lige har set, berettet om hvor smuk solopgangen var, sagt til ham, at jeg godt ved, han nok ville syntes det er vanvittigt at gå gennem USA i stedet for at passe mit arbejde. Men at jeg håber, han alligevel er stolt af mig. Og så brummer han lidt, som han plejede at gøre, og det betyder ja.

At gå giver ikke på samme måde som løb såkaldt runners high. Intensiteten er ikke høj nok. Men der ér noget, der hedder Hikers High og den har jeg oplevet. Følelsen af at være lige, hvor man skal være, at det her er lykke, og at man kan gå og gå og gå. Det er ret berusende.

Og således gik jeg der og var beruset af naturen og af mine bens automatiske bevægelser frem, frem, frem, da jeg pludselig ikke længere gik, men befandt mig flyvende gennem luften.

Jeg var snublet over en sten – som jeg har gjort virkelig mange gange før, men denne gang nåede jeg ikke at genoprette balancen med det andet ben eller mine vandrestave, og jeg fløj fremad.

Jeg landede hårdt på mit højre knæ og højre arm i gruset og de små og større skarpe sten, som stien lige der var dækket af.

Det gik en lille smule ned ad bakke, så tyngdekraften og min rygsæk trak mig yderligere ned i en form for skæv kolbøtte, så jeg endte på ryggen på min rygsæk som en skildpadde, der er havnet på skjoldet og ikke kan komme op.

Scoop var få meter efter mig og kom fluks farende. Han fik rygsækken moslet af mig, en større operation med hoftebælte, brystrem og mine høretelefoner som var fæstnet til min telefon i lommen på rygsækken. Og så hev han mig op at stå, vaskede mit ben og arm, som begge var smurt ind i en blanding af støv og blod, og tjekkede, at det kun var hudafskrabninger.

Det var det heldigvis kun, omend dem på knæet sad, ja, lige på knæet, og var dybe nok til at blive ved med at bløde, fordi man ikke rigtigt kan gå ret meget uden at bevæge knæet.

Så vi slog forholdvis tidlig lejr, så jeg kunne rense og sætte plaster på og hvile. Det sidste blandt andet efter forskrækkelsen – det var et forholdsvist udramatisk fald, men jeg var nødt til ikke at tænke for meget på, at det var meget godt, det skete lige der og ikke på en af de mange smalle klippehylder, jeg har spankuleret afsted på.

Tak til den Gud, jeg ikke rigtigt tror på for alligevel at holde en hånd over mig.