Dag 14 – ned, ned, ned, ned

Gået i dag – 29 km

Ulempen ved bjerge er, at man aldrig rigtigt kan være i dem uden at skulle bevæge sig en hel masse enten op eller ned eller (som regel) begge dele.

Således også i tilfældet San Jacinto. I går gik vi fra den vestlige side af dem – som er så snedigt og manmade indrettet, at man starter opstigningen i cirka 1700 meters højde. I dag skulle vi så ned igen. Til ørkenen nord for bjergene, og hvor der ikke er nogen smutvej – nedstigningen var til 500 meter over havets overflade. Godt nok fordelt over 29 km fra hvor vi slog lejr, men ikke desto mindre en fuc** lang og hård nedstigning.

I først kulde, så et alt for kort stykke i behagelig temperatur, og så bagende ørkenvarme. Det hele krydret godt med en tung rygsæk – for igen var vandsituationen no water for 20 miles.

Men med de udsigter, turen var beriget med, kan man ikke klage sig ret længe over vejret eller vægten. Man – eller jeg i hvert fald – glemte lidt, at jeg frøs eller svedte og var øm i skuldrene. Der sker noget, når man går der og betragter et landskab så vildt og goldt, så indifferent overfor vi småbitte mennesker, der forsøger at være i det. Ja, måske får vi lov, men det er ikke på vores præmisser, det er på naturens. Den ydmyghed har jeg altid haft over for bjerge – som jeg gik der i dag og kiggede ned på ørkenen langt dernede og de næste bjerge i horisonten fik jeg det også over for dette barske landskab i den her del af Californien.

Og så – midt i alle disse filosofiske tanker nåede vi pludselig 200 mile mærket. Wuhu. 320 km har jeg gået siden jeg startede for i morgen 14 dage siden. Ret crazy, synes jeg selv.

Også lidt crazy var overnatnings-situationen, da Laura og jeg endelig nåede bunden af den nærmest uendelige nedstigningssti.

Der var ikke noget decideret campsite, men et par ryddede flader blandt de stikkende kaktusser i buskadset langs den landevej, som udgør de første 6 km af morgendagens etape. Der er ikke nogen campsites de næste 20 km – bla fordi vi passerer en gigantisk vindmøllefarm, går under og forbi et par store Highways og jernbanespor, hvorfor det mest oplagte sted at sove var blandt buskene.

Hvilket ville være helt fint, hvis ikke det var fordi det her var et af de mest vindomsuste steder i Californien. Der er en grund til, at der står over 3.000 vindmøller og snurrer kort herfra.

Så med fælles hjælp (og lidt banden) fik Laura og jeg rejst vores telte med vinden pivende om ørerne. Og jeg kan jo så passende bruge den her nat i noget, der minder om en orkan, til at finde ud af, hvor meget mit telt egentlig kan klare (!)

Én kommentar til “Dag 14 – ned, ned, ned, ned”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.