Dag 25 – spejdertoppen og en bjørnelejr

Gået i dag – 23 km

Jeg vågnede til lyden af en skraldebil. Den arrige nu bakker jeg-bippen efterfulgt af den karakteristiske buldren, der lyder, når containere bliver læsset op på et lad, tømt og drønet ned på jorden igen.

Klokken var 6.30 og det var mandag, så jeg går ud fra, at skraldetømning åbenbart bare altid foregår på det tidspunkt, uanset om man er et sted i Sydcalifornien eller på Bryggen.

Det mindede mig dog utrolig meget om hjemme og fik mig til at tænke på (mens jeg vappede ud på badeværelset, for det kunne jeg jo ligeså godt, når nu jeg var vågen), om jeg egentlig savnede mit liv på Bryggen.

Svaret var nej, det gør jeg ikke rigtigt – bortset fra Futte. Jeg er glad for det liv, jeg har lige nu, hvor det eneste jeg skal er at bevæge mig op ad en sti. Det er utrolig simpelt – omend al logistikken omkring mad og vand og den slags fylder en del – og det passer rigtig godt til, hvor jeg er i mit liv pt. (Læs: rodløs og brug for en timeout).

Vi skulle være ude af vores lille hytte kl 11, så jeg brugte de næste timer på diverse små-ærinder som feks at bestille nye sko til levering på et bestemt sted, jeg rammer om et par hundrede kilometer. Det kan sagtens være, mine nuværende kan holde længere, men rent logistisk gav det mening – og så var der øvrigt Memorial Day sale. Jeg er jo så prisbevidst 😉

En anden ting ved det Memorial Day var, at hele Wrightwood var på den anden ende med et stort Veteran show – taler, sange og enkelte folk klædt ud i Stars and Stripes hatte. Og så alle krigsveteranerne på forreste række. Stående ret under nationalhymnen. Ret fascinerende faktisk – og meget small town amerikansk.

Kl 11.08 (vi var meget on time i dag) stillede vi os ned på hovedvejen, ud med tomlen og efter meget få minutter rullede en bil ind i rabatten. På forsædet sad gode gamle Tim – som havde scoret liftet 200 meter længere nede ad vejen og overtalt tidligere pilot (eller noget med luftfart) og bad ass klatrer, men nu pensionerede Chris til også at samle tre damer op.

Og så var vi tilbage på stien. Først omkring 7 km mere eller mindre lige ud og SÅ fulgte en gigantisk omgang op ad bakke. Cirka 900 højdemeter over 6 km med 43 hårnålesving.

Mens vi stred os opad, mødte vi bunker af såkaldte dayhikers – altså folk, der er ude på en enkelt lille vandretur med en lillebitte rygsæk, og i øvrigt var startet om morgenen, så var nu på vej nedad og i al deres høflighed stoppede de straks op for at lade folk (altså bl.a. mig) på vej opad komme forbi. Jo vældig venligt, men de fleste af dem havde en tendens til at stoppe op STRAKS de så mig, om det så var 500 meter oppe ad stien. Og på en måde havde jeg ikke rigtigt brug for tilskuere til min asen og masen.

Jeg vil ikke ødelægge dit momentum, var der endda en, der sagde.

Momentum? Det her er bare et skridt ad gangen, mister.

Men udsigten fra toppen var fantastisk. Nothing less. Ikke en sky nogen steder, helt klart, forholdsvis vindstille, Los Angeles lå dernede, det samme gjorde den pandekageflade ørken og de små knolde, som var andre bjerge. Og så var Mount Baden-Powell, som det vi stod på hedder, også bare et smukt bjerg i sig selv – og jo altså opkaldt efter den navnkundige Baden-Powell, ham der grundlagde spejderbevægelsen for mere end 100 år siden. Lidt cool.

Vi nåede det campsite, vi havde planlagt som vores endestation, lidt over kl 19. Det var en af de større med både das, grillpladser OG bjørneskabe. Det sidste var jeg især optaget af, for bjørneskabe – altså metalskabe, man låser sin mad inde i – betyder risiko eller chance, alt efter hvordan man ser på det, for bjørnebesøg.

Da vi havde slået telt op og var i gang med næste punkt på det normale punkt på aftenprogrammet (altså aftensmad), kom Tim ind i lejren fra stien. Og var lige så optaget af bjørne som jeg (må være en ting, folk, der bor i lande uden bjørne, har, for Laura og Emily var ret ligeglade) – og præsenterede den, synes han selv, fabelagtige idé at lokke bamsefar frem ved at smøre mit telt ind i laksemousse.

Og ja, lige præcis MIT telt, fordi jeg forleden var centrum i en begivenhed, Tim nok helst ville have været foruden. Den kommer her, men først en opklarende detalje: På den her sti tisser man i naturen 90 procent af de gange, man tisser. (Ja, resten er så i byer eller på diverse das eller toiletter på mere officielle campingpladser og den slags). Til det bruger kvinder ikke toiletpapir, fordi det ville kræve en hulens masse papir at slæbe på, både ubrugt og brugt. I stedet har man en såkaldt peerag – på dansk en tisseklud, som hænger på ydersiden af rygsækken (til tørre og fordi man ikke vil have den ind i selve rygsækken) og som oftest er en bandana.

Forleden da Emily og jeg holdt kirsebær-pause og diskuterede poodle dog Bush udseende med Tim, sad vi på en form for ryddet plads ved siden af stien, hvor der i kanten lå en bunke sten. På den bunke sten havde jeg lagt min tisseklud – fordi jeg lige havde brugt den og den lige så godt lige kunne tørre der i stedet for på min rygsæk, mens vi holdt pause. Under vores giftig plante-snak sad Tim og rodede lidt åndsfraværende med selvsamme bunke sten. Og løftede så den omtalte bandana og så lidt søgende ud – a la hvorfor ligger der en lilla bandana her?

Hvortil jeg, inden han nåede at stille det spørgsmål, svarede, at det var min peerag og han var velkommen til at røre den, alt det, han lystede.

Og SÅ kan det nok være, mr Australia kunne få fingrene væk. Som havde han brændt dem. Eller bare snasket dem rundt i en kvindes tis.

Emily døde af grin og viste som en serviceoplysning stakkels Tim SIN peerag og advarede ham så i øvrigt imod at gå rundt og rage på bandanaer på den her tur. Bare til info, Tim.

Meeeeen jeg syntes nu ikke helt, det retfærdiggjorde laksesnask på mit telt. Og så var der i øvrigt flere af de andre på pladsen, der havde deres mad i teltet ligesom de hidtil har haft, så mon ikke bjørnefamilien ville gå den vej først? Update på dét følger.