Camino dag 14: Halvvejs – og yndlings-overnatning

Gået i dag: 33 km

Da Tanya, den lidt oversize amerikaner fra forleden, fortalte om tyskeren, der bramfrit smed tøjet, inden han hoppede i køjen, tænkte jeg, at det var godt nok lige frisk nok. Og vel ej heller nødvendigt.

I nat var jeg tæt på at gøre det samme.

For fucks sake jeg havde det varmt! Selv om jeg boede i den lille sovesal med “kun” 12 senge og et vindue i hver ende, var det som at ligge i en sauna, og da jeg på et tidspunkt vågnede og var fuldstændig gennemblødt i nakken og på maven, blev jeg så tysk, at jeg strippede ned til undertøj og lagde mig ovenpå soveposen – ret ligeglad med den skaldede midaldrende mand i køjen ved siden af min, der heller ikke kunne sove og bare lå udsplattet i bar stor mave og stirrede på skiftevis mig, der kastede mig svedende rundt, og op i fjedrene på overkøjen. Som i øvrigt var så tæt på underkøjen, at mit hår sad fast i de fjedre, hver gang jeg var i nogen anden position end vandret. (Altså i min køje, ikke i hans).

SÅ jeg var ikke ked af, at det langt om længe blev morgen, og jeg kunne træde ud i køligheden klokken halv syv.

Ruten bestod i dag af flere mulige veje. Såkaldt alternative ruter, der blandt andet betyder, at man kan slippe for at gå langs hovedvejen. Det gjorde jeg, selv om det også betød, at jeg måtte have navigationsappen lidt mere fremme end vanligt for at følge de rette gule pile og muslingeskaller.

Og i Sahagun, som var den største af de byer, jeg kom til, gik vejen af uransagelige årsager – og såvidt jeg kan skønne ret ulig i de fleste andre byer – ikke forbi de største seværdigheder og smukke syn og bygninger, så igen var det frem med GPS’en og selv finde vej til blandt andet Plaza Mayor. Torvet, kan man vel oversætte det til. Hvor jeg stilede mod den mest tarveligt udseende af de mange barer og restauranter for at spise frokost, men uden at blive turistflået på grund af beliggenheden.

Det blev jeg heller ikke – til gengæld blev jeg lettere overbegloet af et par ældre spanske herrer, der brugte mandag formiddag på at drikke øl og se tv på en lille skrattende skærm i hjørnet. Well, for en sandwich og cola til en rund 20’er (altså dansk, ikke euro), levede jeg med det.

Bagefter gik jeg ned mod det kontor, hvor man kan få udstedt et såkaldt bevis på at man har gået halvdelen af Caminoen. Ikke fordi jeg var interesseret i at få det – det er jeg i virkeligheden ret ligeglad med og glemmer også indimellem at få stempler i mit pilgrimspas – men fordi ruten gik den vej. Og så glemte jeg faktisk alt om det, fordi jeg fik øje på en storkefamilie på toppen af Arco de San Bernito.

Helt majestætisk sad de langt deroppe og tronede og var et ret fantastisk syn.

Tak til danske Heidi, der har fået mig til konsekvent at kigge op på toppen af kirker – og byporte.

Nedenfor porten stod et fransk ægtepar og var ved at fotografere hinanden foran et monument, der kaldte sig selv midtvejspunktet på Caminoen (det er der i øvrigt flere steder, der gør…?!?)

Da jeg kom forbi, sagde de en hel masse til mig på rivende fransk, som jeg ikke forstod, men da de greb hver sin af mine vandrestave og stak mig deres kamera, var meningen ret tydelig: et billede af dem ved midtvejspunktet. Med mine vandrestave i hænderne. D’accord.

Bagefter insisterede de på at fotografere mig foran selvsamme monument. Og så selfiede jeg øjeblikket, da jeg kom til en metalport knap ti kilometer længere fremme, der ifølge en af mine Camino-apps (også) er midtvejspunktet.

Som jeg har nævnt før, er der ikke helt overensstemmelse mellem distanceangivelserne på diverse apps og så skiltene ude på Caminoen. Og således heller ikke med (nogen af) de to – eller et tredje, som jeg også kom forbi.

Ifølge appsene er der fra St Jean Pied de Port, hvor Caminoen starter, 767 km til Santiago. Det vil med lidt hovedregning sige, at man er halvvejs, når man har gået 383,50 kilometer. Og det havde jeg altså et sted ude på mesetaen i går.

Anyway, jeg glemte alt om den slags, da jeg nåede frem til det sted, jeg havde besluttet mig til at stoppe for i dag. Som var i byen Bercianos del real Camino, og hvor jeg havde valgt lige præcis det af byens håndfuld herberger ud fra det faktum, at det ikke er ret stort – kun 20 senge – OG at hver seng er udstyret med et gardin. Mega-yndlings feature. Udover læselampe og stik og en hylde inde i “hulen” til ørepropper og diverse andet habengut, som er rart at have close by om natten uden at det skal ligge og rode på gulvet i nærkontakt med overboens sure sandaler.

Derudover så Bercianos 1900, som herberget hed, på billederne af det vildt hyggeligt ud med en indretning i baren a la loppefund, et industrielt look i restauranten, og små fine borde og funky puder i sofaen i gårdhaven.

Og billederne løj ikke – også i virkeligheden var jeg vild med stedet i det sekund, jeg nåede dertil. Både min seng og hushunden og den grillede kylling, jeg gav mig selv til tidlig middag, fordi man her havde forståelse for, at når man har vandret i mange timer, kan man sagtens være sulten længe inden det tidspunkt, hvor spaniere normalt spiser.

Til gengæld forærede jeg mig selv et glas hvidvin senere – bare fordi jeg syntes, jeg fortjente det. Og lukkede øjnene for, at jeg kunne have købt en hel flaske i supermarkedet til de 4 euro, jeg måtte slippe for et enkelt glas.

Og apropos det er jeg blevet spurgt, hvad det koster at gå Caminoen.

Det er lidt svært at give et præcist svar på, for det kommer rigtigt meget an på, hvor mange penge man vil ofre på mad og overnatninger.

Som tommelfingerregel siger man cirka 30 euro om dagen. (Har jeg læst et sted).

Heraf går cirka 10 til middag, for det koster den tre-retters pilgrimsmenu oftest. Og mens den sjældent er en stor kulinarisk oplevelse, er den okay og mætter.

Dagens øvrige måltider kan gøres for andre 10 euro – men vil man have mange snacks, sodavand, øl og kopper kaffe, kan det (nemt) blive mere. En kop kaffe koster de fleste steder 1-1,50 euro – og jeg skyder skylden på blandt andet antallet af kaffepauser, når mit budget ikke holder sig på 30 euro dagligt, men mere ligger på omkring 40.

De sidste 10 euro i 30 euro-regnestykket går til overnatning.

En seng på et herberg i sovesal koster de fleste steder 10 euro, nogle steder lidt mere, andre steder lidt mindre (og enkelte steder bestemmer man selv ud fra donations-begrebet).

Hvordan standarden i de sovesale så er, varierer ekstremt meget.

Jeg har for ti euro sovet helt elendigt i en sløj køje i et rum med +30 andre, jeg har også – som på Bercianos 1900 – scoret en lækker seng i en alkove med gardin og rigtig god plads mellem køjerne til selvsamme pris.

Vil man have ene- eller dobbeltværelse, står det oftest i 50 euro, nogle steder mere, hvis det også skal være med eget badeværelse. Og så skal man desuden være lidt hurtigt ude, er det mit indtryk, for det er ikke den slags værelser, der er flest af i de små byer langs ruten.

Jeg sluttede aftenen med noget med overnatning – at ringe og reservere en køjeseng (til 10 euro) på et herberg (desværre ikke med gardin for sengene, men med en have udenfor) til i morgen.

Vedkommende jeg fik fat i, talte ikke engelsk, så på meget primitivt spansk fik jeg sagt manana, uno cama, me llamo Gitte, a la dos.

Og så gik hun i gang med at spørge om noget med Donde. Hvor. Efterfulgt af frances o allemania. Jeg sagde ingles, men til det var svaret No, no inglés. Og så sagde jeg allemania.

Hvorefter hun – på engelsk (!) – sagde: “okay, good, see you tomorrow at 2 o’clock.”

Meget mærkeligt. Dels at hvor åbenbart ikke kan være noget med engelsk, dels at hun lige pludselig godt kunne tale engelsk. Og nej, ved faktisk ikke, hvorfor jeg ikke bare sagde Dinamarca. Eller om jeg nu bliver indlogeret med tyskere. Tomorrow will tell.