Next stop Caminoen

Jeg havde egentlig forsvoret, at jeg skulle bunkevandre mod Santiago sammen med (alt for) mange andre, men nu gør jeg det alligevel. Fordi jeg SAVNER at gå (langt).

Det var i sidste uge et halvt år siden, jeg kom hjem fra USA. Og ja, jeg lægger mig meget fladt ned og indrømmer, at jeg har været sindssygt ustabil i opdateringen af bloggen siden da.

Det er jo ikke, fordi der ikke er sket noget i det halve år – det er bare ikke sket med samme intensitet og proppet med forunderlige oplevelser hver evig eneste dag, som det var på vejen mellem Mexico og Canada. Og måske derfor har jeg været lidt tilbageholdende med at pumpe griflerier ud i verden.

MEN nu er der så meget nyt under min sol, at jeg godt kan berette om det uden at føle, at jeg bare spytter lidt ligegyldige hverdagsbetragtninger ud.

For det første og det største har jeg besluttet at gå Caminoen.

Mere konkret den franske (for dem, der ved, at der er adskillige caminoer) og fra slutningen af maj i år.

Og ja, jeg kan så bladre tilbage i bloggen til en dag midt i september sidste år, hvor jeg skrev, at jeg ikke havde behov for flere store vilde eventyr.

Det kan man jo nok godt argumentere for, at Caminoen er, selv om den både i distance og vildmarksliv er blidere end Pacific Crest Trail.

Så hvorfor? Hvorfor vil jeg nu det? Har jeg fået en ny eksistentiel krise, der skal gås væk?

Nej, det har jeg ikke – overhovedet. Jeg er et helt andet sted, end da jeg tog det første lidt bævende skridt fra den mexicanske grænse sidste år i maj. Men jeg ønsker mig at gå (langt) igen, jeg ønsker mig igen at tage på et eventyr, hvor jeg ikke skal andet end at gå og være, simpelt og i tæt kontakt med mig selv på den måde, man er, når man bare går under en stor himmel, og hvor alt ligegyldigt fnidder er fraværende.

Jeg er helt med på, at Caminoen er et – meget – andet eventyr end Pacific Crest Trail, at der er mange flere mennesker, mindre vild natur, færre survival-strabadser og en højere grad af overnatningsluksus. Det er okay – jeg tager ikke afsted for at kæmpe mig alene gennem udfordringer for at blive mentalt stærkere og alt det andet, der var min primære bevæggrund sidst, jeg tager afsted med et andet mindset, men er sikker på, at Caminoen trods det ikke kan undgå at give mig endnu mere selvindsigt og refleksioner over det hele, og jeg glæder mig helt vildt.

Samtidig er det en lille smule arbejde.

Eller…. ikke helt rigtigt, for ønsket om at gå de godt 800 kilometer fra franske St-Jean-Pied-de-Port (kunne den by da ikke hedde noget lidt mere mundret?) til Santiago i Spanien kom først – men lige efter kom forespørgslen om at skrive en ny bog.

Ikke om Caminoen, men om at gå langt – sådan helt kort fortalt en form for håndbog til dem, der gerne vil gå langt, i stil med de 117 bøger, der findes om, hvordan man forbereder sig til at løbe et maraton.
For at gå langt er godt nok i princippet at sætte den ene fod foran den anden rigtig mange gange, men der er også en hel masse, der kan være pokkers nyttigt at bruge tid og energi på inden afgang – fra træning og kost til udstyr og ikke mindst mental forberedelse.

Jeg ved jo allerede meget om det (og nogle af punkterne er det ikke mig, der skal kloge mig på – kost-delen, hvor jeg på PCT helt amatøragtigt kørte langt på Nutella og tørrede baconstykker, skal en læge med forstand på den slags eksempelvis udtale sig om), men man kan ikke sige “gå langt” i Danmark uden også at komme ind på Caminoen.

Så i den forstand bliver min tur til sommer også en slags research.

OG så napper jeg formentlig også en opgave for Turen Går Til og forlagets bog om Caminoen med i købet. Den skal opdateres og udvides, og jeg er blevet tilbudt at være forfatter på den. Igen kom ønsket om at gå turen først, men igen er det jo mildt sagt en fordel rent faktisk at gå turen, hvis man vil skrive noget klogt om den. 😉

Kommer jeg også til at blogge om min tur? Ja.

Bliver det en anden blog end sidst? Ja og nej.

Sidst startede jeg bloggen for min mors og venners skyld, men efterhånden blev det lige så meget en ting, jeg gjorde for mig selv – fordi ritualet i hver aften at ligge i mit telt og guffe lakridser, mens jeg skrev alle mine tanker og refleksioner over dagen ned var helt fantastisk, og noget, jeg i den grad savner, og som jeg glæder mig rigtig meget til at gøre igen. For min egen skyld (og for min mors).

MEN om det vil have samme niveau af spænding for jer læsere? Det ved jeg ikke.

Med fare for at lyde enormt overlegen og kæk (og det skal man sgu passe på med – så får jeg sikkert vabler på dag 2 og må rejse hjem med letvægtsrygsækken mellem benene) er der ikke den samme ubekendte faktor om, hvorvidt jeg kommer hele vejen, der er ikke de samme ekstreme forhold, der er ikke det samme niveau af (mangel på) vand, tørst, sult, høje kilometerantal, primitive teltliv, rivende floder, bjørne, klapperslanger, tung vægt på ryggen, vilde højdemeter, ørkenstøv og -hede og at blaffe med fremmede mennesker.

Til gengæld forestiller jeg mig, at jeg vil blive bombarderet med møder med sjove, skæve, søde, pudsige, vilde mennesker – OG så er 800 kilometer jo stadig en slat, og der kan ske rigtig meget, på det indre såvel som det ydre plan.

Uanset – jeg kommer til at skrive daglige opdateringer på samme måde, som jeg gjorde på Pacific Crest Trail, og så må det jo være op til jer at vurdere, om I gider læse med.

Udover planerne om Caminoen er der foregået en bunke andre ting in the life of miss Holtze.

Noget af det, der lige nu fylder meget, er, at jeg er så forgyldt, at det vælter ind med henvendelser om foredrag i et sådant omfang, at det meste af min kalender i efteråret og sågar ind i 2020 (nogle af de FOF’ere er altså virkelig langtidsplanlæggere) er i gang med at blive plastret til.
(tjek foredragslinket her på siden, hvis I er interesserede. Jeg holder den (så meget jeg kan) opdateret.)

Alt fra på biblioteker og aftenskoler til dem, der foregår i diverse løbeklubber og erhvervsnetværk rundt omkring. Og med rundt omkring mener jeg både Tisvildeleje og Randers. Og Fyn. Og Sønderjylland. Og Københavns Vestegn. Og Aarhus. Godt, jeg nu er bilejer.

Det er ret vildt, men også ret fantastisk – især fordi jeg allerede har fundet ud af, hvor sjovt det er at møde de folk, der dukker op.
Det er også stort at få de overvældende mange søde mails og beskeder og kommentarer på diverse sociale medier fra glade læsere af min bog, men at møde folk live er langt bedre.

Og det håber jeg så også, de synes – mit seneste foredrag på Tranquebar i København startede lidt mindre flot med, at arrangørerne udbrød: “Er det dig?!?! Nå, sådan troede vi ikke, du så ud.”

Øh, okay. Er det min marts-kulør, der snyder, eller ligner jeg bare i mit virkelige liv overhovedet ikke en, der kan gå ret mange skridt?

Jeg spurgte ikke, insisterede bare på, at det var altså mig. Men så var vi ligesom i gang. 😉

Kærligheden kom forbi 

Bortset fra journalistiske opgaver i min freelancebiks og at hjælpe 80-årige Svend Aage, som skrev til mig i efteråret og ville have mig til at være “tovholder” på sin Round The World trip (og som jeg er gået ind i, omend aflønningen ikke, som han ellers foreslog, er hans afdødes kones smykker – men blandt andet en håndtaske lavet af kokosnødder (!)), har min verden det sidste halve år stort set udelukkende drejet om den akse, der hedder Pacific Crest Trail.

Det er helt vildt, at der er sket så meget i halen på det, og jeg er fuldstændig overvældet stadig.

Men også glad – og som jeg sagde til en journalist i et af de mange (mange!) interviews, jeg har givet de sidste måneder, er jeg ikke bare der, hvor jeg har tilgivet mig selv for at have ladet mig fange ind i et giftigt forhold med min ekskæreste.
På en eller anden bizar måde er jeg næsten taknemlig for, at det åbenbart lå i mine kort, at han skulle passere gennem det liv, der er mit.

For havde jeg ikke dengang i efteråret 2017, hvor jeg besluttede at gå Pacific Crest Trail, haft det, som om jeg hang i en dynd af håb- og modløshed og med et totalt smuldret selvværd efter det, der bedst kan betegnes som et psykisk voldeligt forhold, var jeg nok ikke, hvor jeg er nu.

Jeg ville – måske – stadig have startet ud på Pacific Crest Trail, men udviklingen indeni mig ville helt sikkert ikke have været den samme, hvis ikke udgangspunktet havde været så af helvede til. Og dermed ville alt andet, der er sket, nok heller ikke have udviklet sig, sådan som det har gjort.

Bare for at sige, at livet nogengange kan tage nogle sving, som man, mens man febrilsk hiver i rattet for at følge med rundt, virkelig gerne vil være foruden. Og selv om noget kan virke uretfærdigt og ondt og hårdt og svært, mens man er i det, kan det vise sig at være eller blive en gave på sin egen sindssyge måde.

Og i forlængelse af dét har mit liv så oven i alt det andet, men uden at det har noget som helst med PCT at gøre, taget endnu et uventet sving, og jeg har fået endnu en gave.

Men denne gang er begge dele af den slags, som jeg ikke behøver vente til senere med at finde ud af er af det gode.

Som jeg nævnte en lille smule i sidste blogindlæg, er der dukket en special someone, som jeg kaldte det, op. En gammel i virkeligheden lidt perifær ven, som jeg ikke har set i flere år, men som omkring juletid poppede lidt mere tilstedeværende ind i mit liv igen, og som i februar – på Valentines Dag af alle klichéfyldte dage selvfølgelig (!) – blev til mere end en ven.

Alt med kærlighed er jo en stor og spændende og vild historie i sig selv, og jeg kan berette langt og længe om ham og jeg og os og det og at være forelsket og have officiel status af kæreste med en mand, der får min mave til at slå kolbøtter, men egentlig kan det siges så kort, som at det føles rigtigt, og at jeg er vanvittig lykkelig. Nothing less.

At han er dukket op og har åbenbaret sig som noget, jeg virkelig gerne vil, har så også haft en lille smule betydning for mine flytte på landet-planer.

Ikke at jeg ikke vil det længere, det vil jeg i dén grad, men Sydfyn og Djursland, som jeg ellers gik og fiflede lidt med i tankerne, har jeg foreløbig parkeret. 

I stedet nasser jeg på min nye kærligheds adresse, som befinder sig godt og vel 50 km uden for København og er et sted uden lyskryds og hvor solen går ned over en mark og ikke, som fra min altan, bag en kolos af en 7-etagers boligblok og bag den det temmelig ucharmerende H.C. Ørstedsværket.

Og dét er faktisk ret perfekt.